Optømning

Sadel

Hesten kan bære forskellige sadler i Working Equitation. Det kan være enten en portugisisk tyrefægtersadel, en "Relvas" eller en "Zaldi Lusitanos", som er en kombination af en dressursadel og en traditionel portugisisk sadel. På sadlen er der forskellige "øjer", hvor man sætter diverse tilbehør fast.

F.eks. kan stigbøjlerne sættes op bag på sadlen, således at de ikke hænger i vejen når hesten arbejdes fra jorden.

Bag ved sadlen ligger et ræveskind. Oprindeligt lagde man dette bag sadlen, fordi adelen red i lange todelte jakker, som under ridning kunne "blafre" bagud og derved røre hesten på steder hvor den svedte, og fordi rytteren derved fik sved på sin jakke. På denne måde kunne ræveskindet tage fra og sikre, at rytterens jakke forblev pæn og ren.

For at sikre sadlens placering ved hurtige vendinger og stops, er den monteret med en halerem, som går fra sadlen hen under halen og hvorpå ræveskindet placeres. Haleremmen forhindrer sadlen i at glide frem.

Fortil sikres sadlens placering vha. et fortøj, som forhindrer sadlen i at glide tilbage.

Hovedtøj

Det traditionelle portugisiske hovedtøj består af enten trense/kandar eller blank kandar. Derudover kan man ride med enten to eller fire tøjler. Rides der på én hånd, benyttes som regel kun kandartøjlen.

Hovedtøjet kan have forskellige slags spænder, men det traditionelle hovedtøj har firkantede spænder.

Gamascher

Hesten kan bære gamascher på for- og/eller bagben. I så tilfælde skal det være de traditionelle portugisiske.

Fletninger

Hestens man flettes op i venstre side i en lang "fransk fletning" eller deles på hver side af halsen og flettes op i to "franske fletninger".

Halen flettes afhængig af disciplin, om den skal starte dressur eller Working Equitation (forhindringsdelen). I dressur flettes en "fransk fletning" i den øverste del af halen, mens den i Working Equitation (forhindringsdelen) flettes hele vejen ned, og derefter bindes op i en "knold". På denne måde er chancen for at hestens hale river noget ned, ved gennemridning af forhindringsbanen, minimal.